Velkommen

Velkommen til mit hjem, min klinik og en lille bid af paradis. Min klinik ligger midt i skoven og lige ud til vandet i en bygning, der emmer af historie og det levede liv.

Du vil blive mødt af nærvær, stilhed og ro, som er essensens af mit arbejde. Din behandling hos mig starter allerede ved parkeringspladsen, hvor du skal gå 5 min langs vandet hen til min klinik.

Vores indre vejr har også mange nuancer og ind imellem føles livet, som en byrde og som en hvirvelvind, der rusker op i os. Det er her, vi kan have brug for at opsøge hjælp, gå i terapi, få spirituel vejledning, lære at meditere, modtage healing eller modtage supervision.

Jeg har som selvstændig psykoterapeut, supervisor, mindfulness lærer og tidligere ergoterapeut arbejdet med mennesker i krise, mennesker med alvorlige sygdomme, døende, unge, ældre, pårørende og professionelle igennem de sidste 20 år. Jeg har mødt de fleste slags problemstillinger og arbejdet med mange forskellige metoder gennem årene. Jeg uddanner mig løbende og holder mig ajour rent fagligt, ligesom jeg modtager supervision af mit arbejde.

Min ypperste kvalitet er mit nærvær og min evne til at skabe tryghed og ro. Du mødes af et varmt hjerte, stor erfaring og et ønske om at lindre din lidelse, så du finder din vej i dit liv, på din rejse og med din sandhed for øje.

Som barn var jeg pårørende til en mor der var psykisk syg. Hun begik selvmord, da jeg var 5 år gammel. Da jeg blev voksen, begyndte jeg at få angstsymptomer. Min krop begyndte at huske de fortrængte ting. Sorgen, vreden, angsten og smerten ville op til overfladen. Jeg har været gennem skilsmisse, haft alvorlig stress med langvarig søvnforstyrrelse som resulterede i 2 svære depressioner, og da min mindste søn var 9 år, fik han en stor hjerneblødning.

Det har været en spændende, men også meget voldsom, livsrejse. Lidelsen har ofte oversteget den kapacitet jeg troede, jeg havde. Livet har ikke skånet mig og det har været forbundet med stor smerte og afmagt. Jeg har haft mine stunder, hvor det har været svært at se lyset for enden af tunnelen. Dog må jeg sige, at der har været en diamant i mine kriser – store som små. De har renset mig, givet mig erfaring og åbnet op til de sår, der måtte frem i lyset. Kroppen husker alt, og den indre smerte kan vise sig på mange kryptiske måder i vores liv og reducere vores naturlig iboende glæde. For hver gang vi åbner til dybet inden i, kan vi lukke lidt mere lys ind.

Jeg har selv opsøgt adskillelige terapeuter, psykologer, healere og spirituelle lærere på min rejse. Tak til dem for følgeskab, når jeg havde brug for en hjælpende hånd.

I dag har jeg et liv med stor lykke, kærlighed til mig selv og min næste, indre fred og ro selv midt i livets uforudsigelighed, sorg og glæder. Jeg føler, jeg er kommet ”hjem” og der er en dyb følt taknemmelighed og naturlig glæde i mig.

Terapeutens sår kalder man i professionelle sammenhænge ”The Wounded Healer ”. ” The wounded healer” kan hele andres menneskers sår. Mine sår resonerer med dine sår. Vi mennesker hænger sammen. Vi ser forskellige ud på overfladen, vi lever forskellige slags liv, vi bydes forskelige vilkår – men i kernen er vi et.

Er du fundet ”hjem ” – ved du hvad ”hjem” er? Mærker du den dybe stilhed og indre strøm af kærlighed og fred. Skinner solen i dit indre? Hvem er du? Ønsker du at finde ud af, hvem du er?

Find hjem til din sande kerne. Hvordan ønsker du at leve dit liv? Hvad er din dybeste essens? Find den indre glæde, dit nærvær og din ro.

Hvorfor skal du vælge mig til din rejse? Din proces, din udvikling og din healing?

Det ved jeg heller ikke om du skal. Mærk godt efter. Jeg vil også mærke godt efter. Kontakten er altafgørende. Du skal føle dig tryg, du skal turde vise mig dit inderste, og du skal turde bevæge dig ud på en rejse, hvor vi ikke ved hvor vi ender. Det kræver hårdt arbejde at folde sine vinger ud. Men lyset for enden af tunnelen gør det hele værd

Jeg har en vifte af behandlingsmetoder at tilbyde dig og jeg vil sammen med dig tune ind på, hvad du har brug for, og hvad jeg kan tilbyde dig i min praksis.

Terapi, healing, supervision, mindfulness, naturterapi eller stressreducerende ophold. Vi finder sammen ud af, hvad dit behov er og hvordan jeg hjælper dig bedst.

 

Kontakt mig for nærmere information og tidsbestilling.
De kærligste hilsner Lene

 

NYHEDSMAIL
DPF-LOGO
Tilmeld dig nyhedsmail og modtag en GRATIS lyd meditation
TAK
for din interesse
Som lovet, er en lyd-meditation er sendt til din mailadresse.
NYHEDSMAIL