Stilheds retræte

Vi vil fordybe vores mindfulness praksis med to dage i stilhed i naturskønne omgivelser. Med undtagelse af introduktion og afslutning vil dagene foregå i tavshed.

Retræten giver dig mulighed for at integrere din mindfulness praksis dybere i dit liv. Vi vil arbejde videre med de meditationer, du kender fra MBSR kurset, og du vil også blive introduceret til nogle få nye øvelser.

Du inviteres med disse dage til for en stund at være stille, at mærke og sanse langsommelighed og nærvær og livet, som det er i dette øjeblik. Måske er du vant til at tilsidesætte egne behov, lytte og føle, hvad der kaldes på hos andre. På denne retræte handler det kun om dig, hvad du sanser, føler og mærker i krop og sind fra det ene øjeblik til det andet.

Livet er altid i bevægelse, alting forandrer sig. Vinter afløses af forår og forår afløses af sommer osv. Den ene dag regner og rusker det og den anden dag skinner solen. Sådan er det også med vores sind og krop.

Når vi fordyber os i mindfulness, kan der opstå både behagelige, ubehagelige og neutrale følelsesmæssige og kropslige oplevelser. Dette er naturlige reaktioner, som vi sammen kan øve os i at byde venligt velkommen. Vi oplever alle lidelse i vores liv. Vi har alle sårede steder, og mange af os bruger mange kræfter på at skubbe det væk og flygte fra ubehaget. Når vi mediterer, kan vi opleve, at disse mekanismer forstærkes.  På retræten vil vi nænsomt øve os i ikke at lukke af, ikke at ville fremtvinge bestemte tilstande og reaktioner, men med åbenhed, venlighed, nænsomhed og nysgerrighed øve os i at åbne op for alt det, vi indeholder, og som viser sig i det nuværende øjeblik.

Og neden under det hele vibrerer en stille strøm af væren og samhørighed.  Ofte har vi så travlt, at vi ikke mærker denne lille vibration. Måske vil du møde det i glimt, når du sætter tempoet ned; når du bliver guidet til at være i nuet igen og igen.

De praktiske øvelser vil veksle mellem siddende meditationer, kropsscanninger, mindfulness yoga, mindful spisning, loving-kindness og compassion meditationer samt gående meditation i de naturskønne omgivelser ved Vosnæs strand og skov. 

Da vi er to undervisere, vil der være mulighed for individuel vejledning/ snak undervejs,

 

Vi glæder os til disse 2 fordybelsesdage med jer

Kærlig hilsen Ann og Lene

PRAKTISK INFORMATION
STED
  • Vosnæs
TIDSPUNKT
8. sep. 9-17
9. sep. 9-16
ANDET

Retræten afholdes i rekreative omgivelser lige ned til vandet og skoven hos Lene Jensen, Vosnæsvej 26 8541 Skødstrup. Parkering foregår på offentligt p - plads 300 m fra kursusstedet.

Tid: onsdag d 8.9 kl 9-17 og torsdag den 9.9 kl 9-16.

Du skal selv medbringe egen frokost. Der serveres kaffe, te, frugt og snack i løbet af dagen. Medbring løst tøj, tøj og sko til udendørs brug, vandflaske og indendørs sko eller sokker, håndklæde hvis du vil i vandet i pauserne. Vi har måtter, puder og tæpper, men hvis du hellere vil bruge dit eget udstyr, er du velkommen til det.

Pris 1500 kr.

Deadline: 15. august, 2021

Der er plads til 10 deltagere.

Pris: 1500 kr. som betales til Mindfulness Skødstrup ved tilmelding. Djurslands Bank 7262 0001012136 Angiv navn og telefonnummer.

Se mere om os her: https://mindfulness-paa-hospice.naervaeromkringdoende.dk/om-os/

NYHEDSMAIL
DPF-LOGO
Tilmeld dig nyhedsmail og modtag en GRATIS lyd meditation
TAK
for din interesse
Som lovet, er en lyd-meditation er sendt til din mailadresse.
NYHEDSMAIL